Hos RandersBolig findes mange forskellige hjem, udeområder og altaner som beboerne sætter deres eget præg på.
Vi har netop besøgt Jørgen i Øster Bjerregrav, hvor haven omkring hans rækkehus gennem de seneste år er blevet forvandlet til en grøn oase.
Da Jørgen flyttede ind i 2021, var haven primært græs og hegn. og i dag er den fyldt med blomster, bede, formklippede buske og hyggelige kroge, hvor Jørgen bruger en stor del af sin hverdag.
– Jeg tænkte, nu skulle jeg lave sådan en lille oase her.
Jørgen har boet i hus det meste af sit liv, men i mange år boede han i lejlighed hos Boligforeningen Kronjylland, samtidig med at han havde kolonihave som frirum. Men ønsket om et rækkehus med eget udeområde fyldte stadig, og da han fandt boligen i Øster Bjerregrav hos Boligselskabet af 2014, kunne han hurtigt se mulighederne.
– Det her, det er lige mig.
Efter en måned på ventelisten fik han beskeden om at drømmeboligen var hans.
“Jeg bor jo i min have”
Siden indflytningen har Jørgen stille og roligt bygget haven op med blomster, grønne bede og små detaljer, som han selv går og passer. Rundt omkring står havemøbler og små kroge, hvor han nyder de stille dage i solen.
Når vejret er godt, tilbringer han størstedelen af dagen ude i haven¨
– Så snart det er godt vejr, så sidder jeg herude hele dagen.
For Jørgen er haven mere end bare planter og blomster. Det er et frirum og en stor del af hverdagen: Det er ren terapi, fortæller han.
Tryghed og fællesskab
Jørgen fremhæver også det gode naboskab og fællesskabet i området, hvor naboerne blandt andet mødes til fælles grillarrangementer.
– Vi snakker godt sammen herude, og der sker faktisk meget. Der er et godt fællesskab.
Han sætter samtidig stor pris på trygheden ved at bo alment: Hvis der er noget, så bliver det lavet. Det giver en tryghed, og jeg synes, der er styr på tingene - siger Jørgen.
For Jørgen handler det i sidste ende om at have et sted, man føler sig hjemme – og hvor man kan sætte sit eget præg.
– Det behøver jo ikke være så stort. Man kan sagtens skabe noget hyggeligt alligevel – også på en altan. Jeg håber, min have kan være med til at inspirere andre beboere til at kaste sig ud i det, siger han.
Har du en god historie fra dit boligområde eller din afdeling, er du velkommen til at kontakte vores kommunikationskonsulent på aba@randersbolig.dk.