Grønne fællesskaber skal styrke sammenhold og hverdagsdemokrati i Randers

Grønne fællesskaber skal styrke sammenhold og hverdagsdemokrati i Randers

04.11.2025


Landsbyggefonden støtter nyt projekt, hvor grønne initiativer skal bringe beboere tættere sammen i tre almene boligområder i Randers.

I Randers spirer et nyt projekt, hvor fællesskab og bæredygtighed vokser side om side. Med støtte fra Landsbyggefonden skal beboere i Jennumparken, Glarbjergvej og Hermann Stillingsvej være med til at skabe grønne fællesskaber, der både styrker naboskabet og giver nyt liv til det lokale beboerdemokrati.

Bag projektet står Bysekretariatet – Det boligsociale team som vil, i samarbejde med forskere, undersøge, hvordan grønne aktiviteter kan blive en ny vej ind i fællesskabet for flere beboere.

Grønne initiativer som samlingspunkt

I mange boligområder opleves det, at de klassiske beboermøder og bestyrelsesposter ikke tiltrækker lige så mange som tidligere. Til gengæld spirer engagementet i grønne og lokale aktiviteter – fra plantekasser til byttebørser og fælleshaver.

Det er netop i krydsfeltet mellem de to tendenser, at projektet Grønne fællesskaber tager form.

Jeppe Svendsen, boligsocial medarbejder i Bysekretariatet og tovholder på projektet, fortæller:

”Jeg glæder mig til at være med til at skabe fællesskaber med et grønt udgangspunkt. Sammen med beboerne skal vi finde ud af, hvad vi vil skabe sammen. Måske bliver det nye plantekasser, en pluk-selv-blomster-have, en repair-café – eller noget helt fjerde, vi ikke har tænkt på endnu. Det vigtigste er, at vi mødes og gør noget i fællesskab.”

Projektet bliver forankret i Møllevænget & Storgaarden, der administreres af RandersBolig, og skal afprøves i tre boligområder med i alt omkring 3.600 beboere. Her skal grønne arealer og fælles aktiviteter bruges som mødesteder, hvor alle kan tage del – uanset om man normalt deltager i det formelle beboerdemokrati eller ej.

Forskning i samspil med praksis

Projektet i Randers er en del af Landsbyggefondens nye call for forskning-praksis-projekter, som skal styrke samarbejdet mellem forskere og boligorganisationer.

Traditionelt tager forskningsprojekter udgangspunkt i forskernes egne problemstillinger, men med det nye call er det de praktiske udfordringer i boligområderne, der sætter rammen. Først udvælges boligorganisationernes projekter – som Grønne fællesskaber – og derefter kobles forskere på for at undersøge effekterne og skabe viden, der kan bruges bredt i den almene sektor.

Starter op i 2026

Ifølge Louise Kragh, der er chef for bystrategisk udvikling i Bysekretariatet, forventes projektet at starte i første kvartal 2026 og løbe over halvandet år.

”Projektet skal være et levende samarbejde mellem beboere, afdelingsbestyrelser og lokale aktører. Vi ved endnu ikke præcis, hvordan aktiviteterne kommer til at se ud, men idéen er, at fællesskabet skal vokse fra beboerne og ud – og at vi samtidig får ny viden, som kan gavne hele den almene sektor”, fortæller Louise Kragh.

Forrige nyhed
Næste nyhed