Lokal købmandsbutik lægger kulisse til ny komedieserie skrevet af Christian Fuhlendorff

Lokal købmandsbutik lægger kulisse til ny komedieserie skrevet af Christian Fuhlendorff

21.06.2021

På Vennelystvej i Randers har Boligforeningen Kronjylland en tom købmandsbutik, der i den seneste tid spiller en helt særlig rolle – nemlig at være kulisse til en ny komedieserie, der er skrevet af den danske komiker Christian Fuhlendorff med arbejdstitlen PANIK, der blandt andet er støttet af Randers Kommune og TV2 Østjylland.

PANIK bliver en crazy komedieserie, hvor hverdagens drama som fødsler, brand og slagsmål er filmatiseret i helt skæve og hylende morsomme vinkler.

Kampen mellem det gode og det onde

Det er Wasabi film, der står bag produktionen af komedieserien, der handler om det at være ung og ambitiøs og turde drømme stort – hvor det her handler om at blive verdens bedste købmandsbutik.

I serien følger vi Mads, der er kærester med Vicky, hvis far har en lille lokal købmand i Randers. Mads prøver det bedste han kan i butikken – men når man er ung kan det være svært at vide, hvad der rammer én første gang. Den onde svoger Conrad, som ejer et stort indkøbscenter, forsøger at sabotere og overtage den lille købmand for egen vindings skyld. Men styrken fra det nære lokalsamfund kan vise sig at gøre det svært for den onde svoger at opfylde sine onde planer – men lykkedes det den onde onkel at overtage den lille købmand? Det kan man få svar på, når serien udkommer i 8 afsnit på TV2 Østjyllands YouTube kanal sidst i oktober 2021.

Instruktør med lokale rødder i Randers

Wasabi film går meget op i, at historien fortælles lige dér, hvor den hører hjemme. Morten Urup, der er instruktør på serien, er vokset op i udkanten af Randers, så det faldt derfor helt naturligt at vælge Randers som omdrejningspunktet for komedieserien, der nærmere bestemt udspiller sig i Kristrup, der er sin egen by i byen.

Men hvordan faldt valget lige på den lokale købmand i Kristrup?

Da Randers blev valgt, gik Wasabi film på jagt efter de helt rigtige lokaler, der skulle danne kulissen for købmandsbutikken i komedieserien. Købmandsbutikken på Vennelystvej i Kristrup viste sig at være helt perfekt, da den ligger i de helt rette omgivelser i en forstad til Randers og var allerede indrettet som en rigtig butik. 

Siden filmproducenten kontaktede RandersBolig for at leje lokalerne i Boligforeningen Kronjylland, har der været et rigtig godt samarbejde og en generel velvilje til, at serien skulle have de helt rigtige rammer.

Udover at benytte sig af lokale lokationer, har Wasabi film også givet de lokale borgere muligheden for at deltage i serien som statister, hvilket giver serien et yderligere lokalt twist.

Forrige nyhed
Næste nyhed