Mandag den 10. november dannede Mødesalen hos RandersBolig ramme om et vælgermøde, hvor borgmesteren og spidskandidaterne fra flere af Randers’ partier mødte beboere, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere til en eftermiddag med lokalpolitisk debat.
På scenen deltog:
- Torben Hansen (Socialdemokratiet) – nuværende borgmester
- Anker Boje (Østbroen)
- Jens Laursen (SF)
- Anders Henrik Jensen (Venstre)
- Martin Minka Jensen (Velfærdslisten)
Mødet gav mulighed for at komme tæt på lokalpolitikerne og stille spørgsmål om de emner, der fylder i hverdagen for mange beboere i de almene boligområder.
Blandt de temaer, der blev taget op, var klimabroen og trafikafvikling i byen, fremtidens almene boliger i Flodbyen, renoveringsprojekter og det boligsociale arbejde.
Flere deltagere fra salen satte fokus på, hvordan Randers kan sikre plads til almene boliger i byudviklingen, og hvordan kommunen kan styrke samarbejdet med boligorganisationerne om både renovering, lærlingeindsatser og socialt ansvar. Politikerne udtrykte enighed om, at det almene boligområde spiller en vigtig rolle i byens udvikling – både som løftestang for det boligsociale arbejde og som partner i fremtidige projekter.
Et andet emne, der optog både politikere og deltagere, var udfordringerne omkring psykisk sårbare beboere – særligt når støtte og hjælp ikke følger med, når man får en bolig. Debatten herom blev både engageret og nærværende og satte tydeligt spor hos de deltagende kandidater.
Valgmødet viste stor interesse for de lokale boligpolitiske emner og bekræftede, at dialogen mellem RandersBolig, beboerne og de politiske beslutningstagere er vigtig – både for byens udvikling og for livet i de almene boligområder.