Hos RandersBolig glæder vi os over, at unge i alderen 13-17 år fra de almene boligområder i Randers i de kommende år får mulighed for at lære mere om demokrati – og hvordan de selv kan være med til at præge beslutninger i deres lokalsamfund.
Projektet ”Unge og Demokrati – Fra ord til handling” har netop modtaget en donation på 100.000 kr. fra LB Foreningens Uddelingsråd i Region Midtjylland.
Det er Bysekretariatet – Det Boligsociale Team i Randers – der står i spidsen for indsatsen, der formelt er en del af Boligorganisationen Møllevænget & Storgaarden.
Projektet er sat i verden for at styrke unges demokratiske bevidsthed i områder, hvor valgdeltagelsen traditionelt er lav. Gennem gruppeforløb, workshops og praktiske øvelser får de unge konkrete redskaber til at forstå og bruge demokratiets muligheder. Forløbet afsluttes med et stort arrangement i lokalområdet – planlagt og afholdt af de unge selv.
”Vi ønsker at give de unge en oplevelse af, at deres stemme og idéer betyder noget. Når de selv står med ansvaret for at skabe et arrangement i deres eget lokalområde, lærer de både at samarbejde, forhandle og finde løsninger sammen. Det er demokrati i øjenhøjde,” siger Tine Jung, sekretariatsleder i Bysekretariatet og initiativtager til projektet.
Hos RandersBolig ser vi det som en vigtig indsats, fordi beboerdemokratiet er fundamentet for vores boligorganisationer. Når unge får erfaringer med at tage ansvar og træffe beslutninger, skaber det ejerskab til deres boligområde og styrker fællesskabet.
”Demokrati er ikke bare noget, man lærer om i skolen – det er noget, man skal opleve, prøve af og mærke værdien af i praksis. Jeg er glad for, at vi kan støtte et projekt, der giver unge i Randers konkrete erfaringer med at tage ansvar og træffe beslutninger, som har betydning for deres fællesskab,” siger Kurt Drammelsbæk Sørensen, lokal delegeret og medlem af LB Foreningens Uddelingsråd i Region Midtjylland.
Med donationen følger også et unikt værk af kunstneren HuskMitNavn, som er lavet specifikt til modtagerne af LB Foreningens donationer.