Vi skruer ekstra op for rengøringen i Nordbyen

Vi skruer ekstra op for rengøringen i Nordbyen

16.03.2021

Randers er i øjeblikket en af de kommuner, der er hårdest ramt af coronasmitte – og særligt i Nordbyen, hvor Møllevænget & Storgaarden og Randers Boligforening af 1940 har boligafdelinger.

Udover at beboerne i afdeling 27, 28 og 51 i Møllevænget & Storgaarden har stillet deres beboerhus til rådighed til testning af borgerne i Randers, har Bysekretariatet gjort en kæmpe indsats for at informere alle beboerne om testcentret og opfordring til at blive testet regelmæssigt. Men vi skal alle fortsat gøre alt, hvad vi kan for at komme smitten til livs.

En vigtig del er selvfølgelig, at vi alle lader os teste regelmæssigt og generelt overholder myndighedernes restriktioner og anbefalinger. Men fra boligorganisationernes side skal vi også gøre en ekstra indsats for at mindske smitten og nedbringe de kedelige smittetal. Derfor skruer vi op for rengøringen af trapperum, vaskehuse og undergrundscontainere ved at tage et nyt våben i brug – nemlig ’kold tåge-desinfektion’.

Bekæmper coronavira – uden sundhedsskadelige stoffer

Indtil nu har vi ved trappevask også afvasket alle kontaktflader med desinficerende middel. Med den nye løsning med ’kold tåge’ forstøver vi med en særlig maskine, så vi mere effektivt kommer ud i alle kroge og hjørner – hvor midlet, ifølge producenten, virker mod alle varianter af coronavira. De berørte afdelinger i området bliver derfor desinficeret 2 gange ugentligt.

Midlet er godkendt af Statens Seruminstitut og er godkendt uden skadelige stoffer og har den seneste og mest vidtgående virusstandard, der bekæmper bakterier, vira og svampe sporer, uden risiko for udvikling af resistens.

Hvornår går vi i gang

I boligorganisationerne forventer de at gå i gang med den ekstra rengøring den 16. marts og løber foreløbigt frem til 30. april 2021.

 

Indsatsområder:

- Jennumparken, afdeling: 27, 28, 51 og 56

- Nordbyen, afdeling: 24, 25, 49 og 50

 

Forrige nyhed
Næste nyhed