Største renoveringsprojekt i Randers skudt i gang: 436 boliger får et kæmpe løft!

Største renoveringsprojekt i Randers skudt i gang: 436 boliger får et kæmpe løft!

30.10.2024

Randers byråd har netop godkendt et af de største renoveringsprojekter i byens historie, hvor 16 boligblokke i Vorup skal renoveres og moderniseres, så de kan imødekomme fremtidens krav og behov. Dette markerer det endelige startskud til renovering af boligområdet, der er en del af Boligforeningen Kronjylland. Den 1. november 2024 går arbejdet i gang med en samlet investering på over 650 millioner kroner.

I december 2021 stemte beboerne i afdeling 27, Skansegården Vorup, ja til helhedsplanen, som betyder, at de 436 boliger i afdelingen får en tiltrængt renovering, hvor både boliger, bygninger og området skal bringes op til nutidige standarder og fremtidens behov.

Renoveringsbehovet varierer i de i alt 16 boligblokke, men overordnet set omfatter helhedsplanen blandt andet:

  • Ombygning/sammenlægning af boliger
  • Etablering af tilgængelighedsboliger (niveaufri adgang og elevator)
  • Renovering af tag, facader og vinduer
  • Renovering af installationer (el og vvs)
  • Etablering af ventilation - Renovering af udearealer
  • Etablering af fælleshus.

"Det her projekt er en fantastisk mulighed for at skabe moderne, trygge og attraktive rammer for alle vores beboere i afdeling 27," siger Lone Jakobsen, der bestyrelsesformand i Boligforeningen Kronjylland. "Vi har lagt stor vægt på, at alle – unge som ældre – skal kunne føle sig hjemme og have gode faciliteter lige uden for døren. Denne renovering handler ikke kun om mursten og nye installationer; det er en investering i beboernes trivsel og fællesskab, som vil gavne både dem og lokalområdet mange år frem."

Projektet bliver gennemført af hovedentreprenøren Arne Andersen Vrå, og det forventes, at renoveringen vil tage omkring fire år og stå færdigt tidligst i slut 2028.

Fremtidens almene boliger i Randers

Med dette projekt får Randers ikke bare nyrenoverede bygninger – byen får moderne og attraktive boliger, der passer til både unge, ældre og børnefamilier måde nu og i fremtiden. De almene boliger skal også kunne tilbyde en høj boligstandard i fremtiden og samtidig understøtte det stærke fællesskab, der er så kendetegnende ved de almene boligorganisationer – og med dette historiske renoveringsprojekt i Vorup understøtter det Randers som en attraktiv by at bo i.

Fakta om projektet

  • Afdelingen: Afdeling 27, Skansegården Vorup vil bestå af 423 boliger efter renoveringen.
  • Omfang: 16 boligblokke renoveres samt fælleshus opføres.
  • Budget: 650 millioner kroner.
  • Projekttid (forventet): 2024-2028.
  • Bygherre: RandersBolig (for Boligforeningen Kronjylland)
  • Totalrådgiver: Rambøll.
  • Hovedentreprenør: Arne Andersen Vrå.

 

Du kan læse mere om status på helhedsplanen - Gå til helhedsplanen

Forrige nyhed
Næste nyhed