Beboerklagenævnet

Beboerklagenævnet

Forudsætningen for din og de øvrige beboeres trivsel i jeres boligafdeling er, at I respekterer hinanden og kan tale sammen. På den måde kan I selv løse mange af de konflikter, der kan opstå.
 
I kan også søge hjælp hos RandersBolig til at forsøge at få løst en eventuel konflikt.
 
Men hvis du alligevel på trods af alle forsøg på at løse konflikten oplever, at den går i hårdknude, kan du hurtigt og billigt få den vurderet af beboerklagenævnet i din kommune.
 
Beboerklagenævnet behandler typisk uoverensstemmelser om flytteafregninger, husorden, råderet, fordeling af og varsel om husleje, afregning af forbrugsafgifter og de beboerdemokratiske spilleregler.
 
Det kan være uoverensstemmelser imellem dig og din boligorganisation, imellem dig og andre beboere eller imellem de forskellige demokratiske organer i din boligorganisation.
 
Du skal henvende dig skriftligt til beboerklagenævnet, og det koster et pristalsreguleret gebyr på 149 kr. (2022) at få behandlet en sag. Når nævnet har fået alle de nødvendige oplysninger i sagen, træffer det en afgørelse i løbet af fire uger.
 
Hvis uoverensstemmelsen handler om lovligheden af beslutninger, der er truffet af beboerorganer, skal du indbringe sagen senest fire uger efter beslutningen.
 
Se listen med adresse og kontaktperson til beboerklagenævnet i din kommune.