Stillingsopslag: Boligsocial medarbejder/socialvicevært

Stillingsopslag: Boligsocial medarbejder/socialvicevært

Vil du arbejde relationelt med sårbare og udsatte voksne og styrke trivslen hos beboerne? Trives du med en afvekslende hverdag? Så vil vi meget gerne høre fra dig!

 

RandersBolig søger en socialvicevært. Vi leder efter en ny kollega med stærke relationelle kompetencer, der ønsker at arbejde i en udførende rolle. Du vil arbejde opsøgende, primært med voksne beboere, som har forskellige problemstillinger.

Vi tilbyder en spændende arbejdsplads med stor mulighed for at påvirke og udvikle jobbets indhold. Som socialvicevært vil du være med til at gennemføre og udvikle indsatser, der støtter beboerne. Du vil have ansvaret for at støtte beboerne i konflikthåndtering, brobygning til relevante tilbud og vejledning om økonomiske spørgsmål i tæt samarbejde med Randers Kommune. Derudover skal du være med til at planlægge og gennemføre aktiviteter i samarbejde med de boligsociale medarbejdere og ejendomsfunktionærerne.

Vi søger en medarbejder, der:

  • Brænder for at arbejde med sårbare voksne.
  • Trives i opsøgende pædagogisk arbejde.
  • Er engageret og holder af en afvekslende hverdag.
  • Er god til at opnå og fastholde kontakt med beboerne.
  • Har stærke samarbejdsevner og kan indgå i samarbejde med mange forskellige samarbejdspartnere.
  • Trives med at arbejde selvstændigt.

Du vil arbejde bredt med alle vores lejere i vores forskellige boligområder, men vil have base i Bysekretariatet, som varetager den boligsociale helhedsplan i Randers. I Bysekretariatet støtter vi hinanden i et uformelt og spændende arbejdsmiljø præget af højt fagligt niveau og engagerede kollegaer.

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring fra arbejdet med sårbare voksne.
  • Har en baggrund som pædagog, jobkonsulent, kriminalforsorgen, støtte-kontakt-person, mestringsvejleder, socialrådgiver eller lignende.
  • Har velfunderede pædagogiske og relationelle kompetencer.

Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse pr. 01-09 2024 eller snarest herefter. Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem BL og HK for boligsociale medarbejdere. Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider; det kan for eksempel betyde 1-2 sene eftermiddage/aftener om ugen. Du skal have kørekort og have bil til rådighed.

 

Send din ansøgning til os med fokus på at beskrive din særlige motivation for at søge stillingen. Ansøgningen sendes pr. e-mail til tbj@msbolig.dk. Ansøgningsfrist er den 13. august.

Første samtale afholdes den 19. august og anden samtale den 27. august. For eventuelle yderligere oplysninger om stillingen kontaktes sekretariatsleder Tine Jung på tlf. 42148609 (kan kontaktes fra uge 32). Du kan læse mere om arbejdet i Bysekretariatet på: http://bysekretariatet.dk/